Renter og kredit: pengepolitiske stramninger, men centralbankerne har styr på inflationen
Lukningen af Hormuzstrædet skabte usikkerhed om vækst og inflation. Kreditspændene blev derfor udvidet, men faldt igen med udsigten til en fredsaftale. Men energiprischokket gav stigende inflation, hvorfor ECB har set sig nødsaget til at stramme pengepolitikken. Centralbankerne navigerer i et spændingsfelt mellem vedvarende inflationspres og lavere momentum i væksten.
Ved indgangen til 2026 var det konsensus i forventningerne, at den europæiske centralbank, ECB, ikke ville ændre på styringsrenten i løbet af året. Det ændrede udbudschokket dog på. Medio juni hævede ECB styringsrenten med 25 basispoint til 2,25%, og Danmarks Nationalbank fulgte trop og hævede renten til 1,85%.
Renten på den 2-årige danske statsobligation var 1,85% ved indgangen til året, men er nu steget til 2,3%, hvilket indikerer, at obligationsinvestorerne har indregnet, at der er stor sandsynlighed for, at der kommer flere renteforhøjelser. Om det sker og hvornår, vil afhænge af, om de stigende energipriser har sat sig generelt i økonomien. ECB har hævet sin egen prognose for inflationen i 2026 fra 2,6% til 3%.
Renten på den 10-årige danske statsobligation ligger nu marginalt højere end ved indgangen til året, dvs. 2,8%, men der har været store udsving undervejs. Det nuværende renteniveau afspejler, at investorerne har tiltro til, at centralbankerne har styr på inflationen.
Kredit: Kreditspændene er indsnævret igen, men fokus på softwareselskaberne
Våbenhvilen genstartede investorernes appetit på risiko. Europæisk high yield har klaret sig bedre end det amerikanske. Bl.a. fordi det europæiske kreditmarked har større eksponering til traditionel industri og finans. Udviklingen på det amerikanske high yield-marked er to-delt, da investorerne nu skelner skarpt mellem AI-infrastruktur og traditionel software. Softwareselskaberne, der ellers traditionelt har været kreditinvestorernes darlings pga. stabile, abonnementsbaserede indtægter, handler nu med en relativt høj risikopræmie pga. usikkerheden, om AI vil overflødiggøre mange traditionelle Software-as-a-Service (SaaS) forretningsmodeller.
Renteudviklingen i Danmark

Kontakt os
I er velkomne til at kontakte os, hvis I vil høre mere om, hvad vi kan tilbyde.
