Makro: Vacciner giver håb
- Godkendelsen af flere vacciner giver håb om, at verdenssamfundet i løbet af 2021 vender tilbage til mere normale tilstande. Lige nu er der indregnet, at vaccinerne virker, og at vaccinationsprogrammerne implementeres i løbet af 2021, selv om det er uklart, hvordan vaccinerne virker på sigt, og om antistofferne kan afværge en ny opblussen af pandemien.
Scenariet for vækstforløbet er, at når vi er blevet vaccineret, vil der komme en forbrugsreaktion på det opsparede forbrugsbehov, som nedlukningen og de sociale restriktioner har medført. Penge- og finanspolitikken er tilmed lempelig og understøtter scenariet. I Danmark er vi økonomisk set ikke særlig hårdt ramt af corona-krisen i forhold til især de sydeuropæiske lande. Jf. oversigten er det specielt de sydeuropæiske lande, der er hårdest ramt af pandemien og derfor har brug for hjælp.
Når begejstringen om verdensøkonomiens genopretning har lagt sig, så har handelskrigen mellem USA og Kina igen potentiale til at skabe uro på finansmarkederne. Den nye præsident Joe Biden ventes at fortsætte Trumps linje, om end retorikken nok bliver mere diplomatisk.
På lidt længere sigt er der bekymringen om de økonomiske eftervirkninger af corona-krisen, herunder at den enorme gældsopbygning kan blive et markedstema. Men de præger næppe forventningsdannelsen her i 1. halvdel af 2021.
Kontakt os
I er velkomne til at kontakte os, hvis I vil høre mere om, hvad vi kan tilbyde.