
Makro: Den nye virkelighed for verdensøkonomien
Den globale vækst har i starten af 2025 været præget af fremrykning af forbrug og investeringer for at undgå effekterne af USA’s nye ”reciprokke tariffer”. USA’s protektionistiske handelspolitik er en ”game changer” for verdensøkonomien, da de udfordrer årtiers globaliseringsstrategi.
USA's såkaldte handelsaftaler, hvor samhandelsparter er pålagt en ny, højere told, er ved at blive indfaset. De fulde effekter er derfor endnu ikke slået igennem i de økonomiske nøgletal. Mange virksomheder har i første omgang valgt delvist at absorbere omkostningerne, men effekten af tolden viser sig nu i en nedgang i verdenshandlen.
OECD skriver i deres seneste Outlook i september, at de er "meget bekymret" og ser en parallel til 1930'ernes protektionisme, der førte til lavere produktivitet. Mindre frihandel vil medvirke til mere fragmenterede forsyningskæder, hvilket øger virksomhedernes omkostninger og potentielt skaber en mere vedvarende inflation, især i de varegrupper, der har haft stor gavn af den globale specialisering såsom teknologi og forbrugsgoder.
Meget tyder på, at momentum i væksten aftager det næste års tid. På længere sigt, dvs. fra 2027 og fremover, er forventningerne hos økonomerne mere opløftende. Mange peger på, at AI-investeringerne gradvist vil øge produktiviteten. Måske tager det længere tid, før gevinsterne ved de store investeringer for alvor slår igennem, men indtil videre er virkningen af de konkrete investeringer i mikrochip, datacentre og energiforsyning mv. et positivt bidrag til den økonomiske vækst. Et skøn er, at AI-investeringerne bidrager med op til 1% af BNP-væksten i USA i 2025.
Europa har stadig strukturelle udfordringer, men de store, planlagte investeringer i bl.a. oprustningen af forsvaret vil være et boost til væksten. Bagsiden af medaljen er, at udbuddet af statsobligationer kommer til at stige. Det kan give højere renter på især de lange statsobligationer og presse de europæiske forbrugere, hvor forbrugertilliden i forvejen påvirkes negativt af inflationen og især de stigende fødevarepriser. Renten på de lange statsobligationer er allerede steget til det højeste niveau i 14 år.
Economic surprise index
Kontakt os
I er velkomne til at kontakte os, hvis I vil høre mere om, hvad vi kan tilbyde.