
Aktier: AI-eufori og Koncentrationsrisiko
Det er de amerikanske IT-virksomheder, der skaber optimisme hos investorerne uagtet, at værdiansættelsen er relativt høj. Ikke alene for de AI-relaterede IT-virksomheder, men også for de øvrige aktier i S&P500-indekset, der trækkes med op af euforien om AI. Tilgangsvinklen hos investorerne er, at “the trend is your friend”. På kort sigt understøttes trenden af en lempelig finanspolitik i Europa, USA og Kina kombineret med flere forventede rentenedsættelser i USA.
Magnificent 7-selskaberne (MAG7) er meget i fokus, da de fortsætter med at offentliggøre planer om milliard-investeringer i AI for at styrke deres teknologiske førerposition. Udviklingen af Chat-bots og avancerede AI-assistenter kræver enorme mængder computerkraft, der kræver investeringer i cloud-kapacitet, datacentre, og specialiseret hardware, der kan håndtere de enorme mængder data og beregninger, som teknologien forudsætter. Der er en vis grad af FOMO (Fear of Missing Out) i markedet, hvor de stigende kurser på MAG7-aktierne har sendt værdiansættelsen højere op.
I Europa er værdiansættelsen af selskaber, der er relateret til forsvarsindustrien og især våbenproducenterne, også på et højt niveau. Den høje værdiansættelse fordrer, at indtjeningseffekten af den allerede indregnede oprustning af forsvaret fortsætter.
Den amerikanske toldsnak og mulige priskontrol af medicinpriserne i USA har ramt health care-aktierne – også de danske, såsom GN Store Nord og Demant. Transport og logistik mærker nu nedgangen i aktiviteten i den globale handel, hvilket har givet kursfald til DSV, Mærsk og DFDS. Samlet set har de danske aktier haft en meget skuffende udvikling det seneste år. Det kan derfor være, at de danske aktier nu står ved en skillevej. Værdiansættelsen afspejler ikke længere høje vækstforventninger.
Aktiekurser: MAG7, S&P500 og Globale aktier
Kontakt os
I er velkomne til at kontakte os, hvis I vil høre mere om, hvad vi kan tilbyde.